Børn og unge

Børn og unge

Flere muligheder – og pasning tæt på hjemmet

Mange forældre oplever, at det er svært at få en pasningsplads – især i yderområderne. Det går ud over både børnenes tryghed og forældrenes hverdag. Jeg vil arbejde for flere pladser tæt på hjemmet og styrke valgfriheden: Forældre skal kunne vælge mellem kommunale, private eller hjemmepasning – uden at gå på kompromis med kvalitet og nærhed. Det er også en vigtig forudsætning for at få flere familier til at bosætte sig lokalt.

Flere voksne – bedre inklusion

Vi mangler voksne. Både i vuggestuen og i folkeskolen. For mange børn overlades delvist til sig selv eller til hinanden – og det går ud over både dannelse og trivsel. Jeg vil arbejde for bedre normeringer, mindre bureaukrati og konkrete løsninger som co-teaching og mellemformer, der giver støtte uden at børn rykkes ud af fællesskabet.

Tillid til fagligheden – ikke detailstyring

Skolerne skal have frihed til at forme undervisningen, så den passer til deres børn. Skolebestyrelser og lærere fortjener mindre papirarbejde og mere indflydelse. Tillid skal erstatte kontrol.

Tidlig indsats frem for sen indgriben

Vi ser flere anbringelser – og det skal vi ikke vende det blinde øje til. Men vi må også spørge: Hvorfor opdages børn først, når mistrivslen er massiv? En del af svaret er, at vi mangler hænder i institutionerne. Når pædagoger har tid til det enkelte barn, kan de ikke kun give nærvær og læring – de kan også opdage mistrivsel i tide og samarbejde med familien om løsninger. På den måde kan en bedre normering være forskellen på en tidlig indsats og en senere anbringelse.

Et opgør med systemtænkningen

Jeg vil styrke og videreudvikle Hjørrings arbejde med modellen The Promise – en tilgang, hvor udsatte børn ses som mennesker, ikke sagsnumre. Det kræver en indsats, men det er en investering i fremtiden: Jo mere stabilitet og omsorg et barn oplever, jo større er chancen for et godt liv.